Sikker pokalsejr i Oksbøl
I 3. runde af pokalturneringen gæstede VFF onsdag BV Arena, hvor serie 1-holdet fra BV Oksbøl ventede som modstander. Fra første fløjt var niveauforskellen tydelig. Med højt pres og sikker boldomgang satte viborgenserne sig tungt på opgøret. I det blot 3. minut var det tæt på en scoring, da Mees Hoedemakers tacklede sig til en friløber, som Oksbøls-keeper dog fik pareret. Det lykkedes han også med på en Frederik Damkjer-afslutning kort efter, men i det 12 minut klappede fælden. Bilal Brahimi kontrollere på elegant vis en høj bold i feltet, og lagde køligt sit første VFF-mål i nettet.
5 minutter senere var franskmanden på spil igen. Med en fiks dribling satte Brahimi sin direkte modstander, inden han lagde kuglen videre til Dorian Jr., der fra kanten af det lille felt sparkede VFF på 2-0. Et par angreb senere blev det også 3-0. Bilal Brahimi sendte Asker Beck alene igennem, der med en hård afslutning fremtvang en returbold, som Frederik Damkjer prikkede i mål.
Op til pausen holdt VFF fast i spilovertaget. Lunds tropper sværmede om hjemmeholdets mål, og flere gange var tæt på en 4-0-scoring, men den sidste skarphed manglede hos de hvidklædte VFF´ere.
Envejstraffiken ned mod Oksbøl-målet fortsatte i anden halvleg. Seriemandskabet kom sjældent ud af eget felt, og i det 60. minut blev det 4-0. Oksbøls keeper fik kun halvklaret et indlæg, hvilket udnyttede Asker Beck til at pande aftenens fjerde VFF-mål ind over stregen.
Det femte lod ikke vente længe på sig. Efter knap 70. minutter snogede Yonis Njoh sig fri på kanten af feltet, inden han med en tør afslutning sparkede på 5-0. 6-0 blev det fire minutter senere, da Asker Beck fik pandebrasken på et indlæg og stangede sin anden hovedstødsscoring.
I de døende minutter kom BV Oksbøl en anelse længere frem på banen, men uden det kastede en reducering af sig, så efter 90 minutter kunne VFF´erne tage et sikkert pokalavancement med sig hjem til domkirkebyen.
BK Oksbøl- Viborg FF
0-1 Bilal Brahimi (12.)
0-2 Dorian Jr. (17.)
0-3 Frederik Damkjer (23.)
0-4 Asker Beck (60.)
0-5 Yonis Njoh (69.)
0-6 Asker Beck (73.)
Startopstilling
Filip Djukic-Hjalte Bidstrup, Lukas Emil Kirkegaard, Zan Zaletel, Srdjan Kuzmic-Frederik Damkjer, Mees Hoedemakers, Mikkel Løndahl-Bilal Brahimi, Dorian Jr., Jakob Vester
Indskiftninger
Yonis Njoh for Bilal Brahimi (61.)
Stipe Radic for Zan Zaletel (61.)
Adam Kleis-Kristoffersen for Dorian Jr. (61.)
Philip Keller for Mees Hoedemakers (70.)
Tilskuertal
1971