VFF led sent nederlag mod SIF
Søndag eftermiddag tog VFF imod Silkeborg IF hjemme på Energi Viborg Arena. Efter knap 30 sekunder var gæsterne fra Søhøjlandet tæt på at score. Tonni Adamsen blev sendt i løb ned mod Viborg-målet og trykkede af fra kanten af feltet, men en stærk hånd fra Lucas Lund kombineret med en clearing fra Manuel Mbom sendte bolden til et hjørnespark. Det blev resolut servet i feltet, og efter lidt klumpspil endte kuglen for fødderne af Alexander Busch, der prikkede en tidlig SIF-føring i nettet.
I det 10. minut lynede gæsterne igen. Et velspillet Silkeborg-angreb kulminerede med, at Tonni Adamsen modtog bolden i de grønblusedes felt, hvilket han kvitterede for ved, at sparke gæsterne på 2-0.
I en periode præget af et tungt silkeborgensisk overtag var der langt mellem Viborg-angrebene, men i det 16. minut klikkede det for hjemmeholdet. Thomas Jørgensen fandt Mbom i højresiden, tyskeren curlede bolden i feltet, og her kom en fremadstormende Mads Søndergaard først og bankede reduceringen op i nettaget.
I kølvandet på målet fik VFF´erne et bedre greb om kampen. Med aggressivt pres lykkedes de grønblusede flere gange med at vinde bolden på Silkeborgs banehalvdel. Det kastede først et snært forsøg fra Thomas Jørgensen af sig, og med 8 minutter til pause klappede fælden. Jakob Vester opfangede læderet på kanten af feltet, og uden tøven sparkede han VFF på 2-2. I halvlegens overtid prikkede Tim Freriks bolden over stregen, men et VAR-tjek annullerede scoringen.
Kort inde i anden halvleg var hollænderen på spil igen. Mads Søndergaard sendte et hjørnespark i feltet, og med en lang tå sendte Freriks læderet ind bag Nicolai Larsen, men nok engang annullerede VAR føringsmålet.
Som halvlegen skred frem, fortsatte Lunds tropper de gode takter. I lange perioder var SIF trykket helt tilbage i eget felt, og i det 64. minut var det kun en clearing stregen, der forhindrede Dorian Jr. i at heade sit første Viborg-mål i rusen. Tre minutter senere var det Mads Søndergårds tur til at forsøge sig, men fra kanten af det lille felt sparkede han snært forbi.
Op til slutfløjt begyndte gæsterne igen at bide fra sig. En håndfuld gange brændte det på foran Lucas Lunds mål, og med et minut tilbage af den ordinære spilletid blev dommeren kaldt ud til videogennemsyn. Sami Jalal Karchoud havde haft hånden i brug i feltet, og Jakob Karlsen pegede på pletten. Lucas Lund havde hænderne på straffesparket, men lige akkurat ikke nok til at holde bolden ude af mål. Der blev ikke scoret yderligere, så efter 96 minutter var et 3-2-nederlag en realitet.
Viborg FF-Silkeborg IF
0-1 Alexander Busch (2)
0-2 Tonni Adamsen (10.)
1-2 Mads Søndergaard (16.)
2-2 Jakob Vester (37.)
2-3 Jens Martin Gammelby (90.)
Startopstilling
Lucas Lund-Manuel Mbom, Stipe Radic, Ivan Näsberg, Hjalte Bidstrup-Thomas Jørgensen, Jeppe Grønning, Mads Søndergaard-Jakob Vester, Tim Freriks, Sami Jalal Karchoud
Indskiftninger
Daniel Anyembe for Ivan Näsberg (46.)
Dorian Jr. for Tim Freriks (57.)
Charly Nouck for Jakob Vester (57.)
Asker Beck for Mads Søndergaard (73.)
Mees Houdemakers for Thomas Jørgensen (82.)
Kort
Gult: Thomas Jørgensen, Mads Søndergaard
Tilskuertal
6387