VFF tog tredje sejr i træk
Søndag lagde Energi Viborg Arena græs til VFF´s anden kamp i Kvalifikationsspillet. SønderjyskE var modstanderen, og efter 2 minutter var udeholdet tæt på et føringsmål. Kristall Mani Ingason blev stukket afsted på en friløber, men en stærk fodparade fra Lucas Lund holdt stillingen på 0-0.
Generelt var VFF-defensiven ikke helt dirkefri i indledningen. I det 10. minut var et boldtab tæt på et give sønderjyderne endnu en friløber, og 3 minutter senere sendte Jeppe Grønning i eget net. Anføreren forsøgte at lægge bolden tilbage til Lucas Lund, men han tog fejl af målmandens placering og måtte notere sig for et selvmål.
Glæden varede dog kort for udeholdet. Efter små 20 minutter brød Justin Lonwijk igennem i højresiden, og med to SønderjyskE-spillere halsende efter sig fandt han Yonis Njoh midt for mål, hvorfra franskmanden sikkert gjorde det til 1-1.
Op til pausen fik VFF opbygget et solidt spilovertag. SønderjyskE blev trykket langt tilbage på egen banehalvdel, men udover et par optimistiske langskud sørgede et velorganiseret udehold for at holde Viborg-chancerne på et minimum.
VFF´erne tog spilovertaget med ud til anden halvleg, men gang på gang stod manglende skarphed i den sidste aflevering i vejen for, at de grønblusede for alvor kunne blive farlige.
Det blev der lavet om på i det 63. minut. Med en præcis stikning sendte Serginho Mikkel Løndahl til baglinjen, hvorfra det unge Viborg-talent sparkede en flad bold i feltet. Her kom Renato Jr. først på kuglen, og fra en liggende position fik brasilianeren tacklet læderet i nettet til 2-1.
Det viborgensiske føringsmål fik udeholdet længere frem på banen. Et hårdt fightende og disciplineret VFF-forsvar gjorde dog arbejdsbetingelserne svære for den sønderjyske offensiv. Udover et enkelt farlig kontraangreb blev det ikke til andet end halve SønderjyskE-chancer, så efter 98 minutter kunne Poulsens tropper for tredje kamp i streg tage en sejr med fra banen.
Viborg FF-SønderjyskE
0-1 Jeppe Grønning, selvmål (13.)
1-1 Yonis Njoh (18.)
2-1 Renato Jr. (63.)
Startopstilling
Lucas Lund-Srdjan Kuzmic, Daniel Anyembe, Stipe Radic, Elias Andersson-Justin Lonwijk, Jeppe Grønning, Thomas Jørgensen-Serginho, Renato Jr., Yonis Njoh
Indskiftninger
Jakob Vester for Thomas Jørgensen (61.)
Mikkel Løndahl for Elias Andersson (61.)
Anosike Ementa for Renato Jr. (75.)
Asker Beck for Justin Lonwijk (75.)
Charly Nouck for Serginho (86.)
Kort
Gult: Srdjan Kuzmic, Jeppe Grønning, Serginho, Daniel Anyembe
Tilskuertal
6265