Jeppe Grønning forlænger med VFF
Viborg FF og anfører Jeppe Grønning er blevet enige om at forlænge kontrakten til sommeren 2026.
-Jeg er selvfølgelig både glad og stolt over at forlænge mit samarbejde med klubben, og der var ikke nogen tvivl om, at det er sådan, det skal være. Jeg har længe været sikker på, at det er her, jeg skal spille min karriere færdig, og det er den nye aftale også et bevis på. Jeg er helt bevidst om, at når man er fyldt 31 år, så hænger de længere kontrakter ikke på træerne, så jeg er især også glad for den tillid, jeg bliver vist, og det er en kæmpe motivation for mig for at blive ved med at gøre en forskel i de kommende års udvikling.
-Vi har set de seneste år, hvor stærkt udviklingen kan gå, og jeg tror helt sikkert på, at der er endnu flere skridt at tage både for mig personligt og for klubben, og det glæder jeg mig til at være med til, siger Jeppe Grønning.
Sportschef Mads Agesen er ligeledes glad for at sikre forlængelsen med kaptajnen:
-Jeppe er først og fremmest en rigtig dygtig fodboldspiller, der har taget nogle imponerende skridt relativt sent i sin karriere, og er i dag en stor profil både hos os og også i 3F Superligaen. Samtidig er han en vigtig kulturbærer og en leder, der har en kæmpe rolle i dagligdagen. Han er en rollemodel, der både er sulten og ærgerrig og stiller store krav til sig selv og sine omgivelser, og han er præcis den type anfører enhver klub ønsker sig.
-Så Jeppe har fortjent en ny aftale, og vi er sikre på, at han også i de kommende sæsoner har en vigtig rolle i forhold til klubbens udvikling, så vi er selvfølgelig også meget glade for, at det er faldet på plads, siger sportschefen.
Jeppe Grønning kom til Viborg FF i sommeren 2012 og har hidtil spillet 325 kampe i kløvertrøjen.