VFF storsejrede mod Esbjerg
Viborg tog hertil aften imod Esbjerg fB i en kamp om vigtige point i toppen af tabellen. Fra start var tempoet højt og spillet bølgede frem. Det kastede halve chancer af sig i begge ender, men de helt åbne udeblev.
Efter et kvarter lynede De Kløvergrønne. Christian Sørensen sendte et af sine notorisk farlige hjørnespark mod forreste stolpe, hvor Sebastian Grønning forlængede bolden videre. Bagerst i feltet stod Justin Lonwijk fri, og for anden kamp i streg prikkede hollænderen kuglen over stregen.
Scoringen gav Viborg et overtag i spillet, og flere gange var det kun marginaler, der holdt Friis´ tropper fra at komme på 2-0. I det 30. minut slog de til. Opskriften var igen et hjørnespark fra Christian Sørensen, som Lars Kramer denne gang forlængede. Nok en gang lurede Justin Lonwijk ved bagerste stolpe, og med pandebrasken fordoblede han den viborgensiske føring
Som modsvar på målet fik Esbjerg kæmpet sig mere med i kampen og fik i perioder presset hjemmeholdet tilbage i banen, men en solid Viborg-defensiv holdt gæsternes chancer på et minimum
Efter pausen forsøgte Esbjerg at ligge tryk på VFF, men med sikker og rolig boldomgang fik de grønblusede taget brodden af gæsternes pres.
Som halvlegen skred frem fastholdt Viborg kontrollen, mens gæsterne uden det store held sled for at bryde igennem hjemmeholdets kæder. Efter lidt over en times spil blev betingelserne endnu sværere for Esbjerg, da vestjydernes anfører Rudolph Austin modtog sit andet gule kort og måtte forlade banen.
I det 77. minut lukkede Viborg opgøret med et sandt mønsterangreb. Sofus Berger slog en tværaflevering til Davit Skhirtladze, der drev bolden frem, inden han elegant spillede den videre til en fremadstormende Christian Sørensen. Fra baglinjen vippede Sørensen kuglen i feltet, hvor Sebastian Grønning kom højest og headede aftenens tredje Viborg-scoring ind bag Jeppe Højbjerg i Esbjerg-målet.
Viborg var dog ikke færdige med at score mål. 7 minutter senere opfangede Younes Bakiz på kanten af feltet en løs bold fra et Christian Sørensen-indkast, og med lidt hjælp fra en Esbjerg fod sparkede han læderet i kassen til slutresultatet 4-0.
Viborg FF-Esbjerg fB 4-0
1-0 Justin Lonwijk (15.)
2-0 Justin Lonwijk (30.)
3-0 Sebastian Grønning (77.)
4-0 Younes Bakiz (84.)
Startopstilling
Lucas Lund - Frans Putros, Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen - Mads Aaquisst, Jeppe Grønning, Justin Lonwijk - Frederik Brandhof, Sebastian Grønning, Davit Skhirtladze
Indskiftninger
Younes Bakiz for Mads Aaquist (63.)
Sofus Berger for Justin Lonwijk (72.)
Ibrahim Said for Davit Skhirtladze (87.)
Lorenzo Gordinho for Mads Lauritsen (87.)
Tobias Bech for Christian Sørensen (87.)
Kort
Gult: Sebastian Grønning, Jeppe Grønning